Nordø får innovativ, grøn facade

29. mar. 2023

Nordø lægger helt bogstaveligt hus til en helt ny, dansk opfindelse. Der er tale om en innovativ, grøn facadeløsning, der fremmer biodiversitet og lever af regnvand. Nordø bliver det første sted i Danmark, hvor den nye facadeløsning bliver opført. Her fortæller Jakob Strømann-Andersen fra Henning Larsen, hvad den nye, grønne væg kan, og hvad vi kommer til at se på væggen. 

Animationsfilm: Her kan du se, hvordan den grønne facade på kontorhuset Porten vil se ud.
Film: Henning Larsen, BG Byggros og Komproment. 

Gennem de seneste år har et dansk team med Henning Larsen i spidsen arbejdet på en helt ny type facadeløsning, der kan skabe naturoplevelser i byen og samtidig reducere lyd og varme i gademiljøet. Nu er den innovative løsning klar, og kontorhuset Porten bliver den første bygning i Danmark, der får den nye facade på 260 m2.

– Vi satte os for at udvikle en facade, der giver den forbipasserende en oplevelse af natur og som samtidig er integreret i selve arkitekturen. Og så skulle den også beskytte den bagvedliggende konstruktion, forklarer Jakob Strømann-Andersen, der er Director for Innovation & Sustainability hos Henning Larsen.

Det er et partnerskab mellem Henning Larsen, BG Byggros og Komproment, der står bag opfindelsen, som er støttet med et millionbeløb af Miljøministeriet. Og PFA lægger hus til løsningen med kontorbygningen på Nordø. 

Mindre støj og lavere temperatur i gademiljøet

Traditionelle, grønne vægge er typisk systemer, som monteres udenpå facaden. Det kan fx være pottesystemer. Men med denne nye løsning er det i selve facaden, der er produceret af naturmaterialer, at planter og blomster kan gro. Der er med andre ord tale om et ’levende’ bygningselement. Og der er flere fordele ved den nye, danske opfindelse.

–  Vores simuleringer viser, at vi kan forvente en reduktion af gadestøjen på 15 pct. for de lejligheder, der ligger i Nordøkaréen overfor facaden. Samtidig vil den grønne facade reducere temperaturen i gademiljøet om sommeren via fordampning og lavere overfladetemperatur på planterne, siger Jakob Strømann-Andersen.

Planter gror i facaden

Traditionelle grønne vægge kan se triste ud om vinteren, når blomsterne er visnet, og den bagvedliggende konstruktion blottes. Men med denne facadeløsning, der består af 24 kvadratiske elementer, vil det være anderledes.

– Elementerne består af både corténstål og et naturmateriale, som planterne sidder i. De gror så at sige ud gennem facaden. Det betyder, at selv i vintermånederne vil facaden have en flot æstetik, siger Jakob Strømann-Andersen.

7.500 liter vand i kælderen

Men hvad kan vi forvente at se på den grønne væg?

– Det bliver et miks mellem stedsegrønne planter, græsser og blomstrende stauder. Det gælder fx Ene, Storkenæb og Salvie. Dette miks vil sikre høj æstetetisk værdi hele året. Samtidig betyder det, at vi kan sikre blomsternektar fra forår til efterår til glæde for sommerfugle og andre insekter, og på den måde understøtte biodiversiteten i området, forklarer Jakob Strømann-Andersen.

Den nye type væg, som snart sættes i produktion i større skala, vandes primært med regnvand fra bygningen. Der etableres regnvandstanke i kælderen, der kan opsamle op til 7.500 liter vand, så der er en ’buffer’ til tørre perioder.

Snart bliver planterne plantet i elementerne til den grønne facade hos BG Byggros i Odense, så de er klar til at blive hængt op i foråret 2023.

p

Fakta: Sensorer og sommerfugletælling

  • Den grønne væg udstyres med en række sensorer, så teamet bag den ny opfindelse kan følge dens udvikling. De vil måle:

    • Facadens absorbering af CO2
    • Facadens vandforbrug og opsamlet regnvand
    • Facadens reduktion af støj i gademiljøet
    • Facadens reduktion af temperatur i gademiljøet

    Teamet vil desuden registrere, hvilke insekter og fugleliv, som væggen tiltrækker.

Nordø-hotel vælger dansk design

Nordø-hotel vælger dansk design

Lige nu arbejder håndværkerne på fuldt tryk med hotellet på Nordø. Der skal bl.a. monteres garderobeskabe, lamper og tv-møbler, og det er næsten udelukkende dansk design, der kommer til at præge hotellet.

læs mere

VIDEO: Se den nye dronevideo fra Nordø

Byggeriet på Nordø er stadigvæk i gang, og nu kan endnu flere kalde området for deres nye hjem. Derfor har vi sat vores drone i luften for at se bygningerne og de fantastiske omgivelser oppe fra. 

læs mere

Fakta


Grundareal: 23.000 m2 
Det cirkulære kontorhus:
 26.000 m2
Kontorhus: 4.500 m2
Boliger: 10.000 m2 + 3.000 m2
Hotel: 11.500 m2
Kælder til parkering og teknik: 14.500 m2

LÆS MERE

Byggeriets forløb

Byggeriet på Redmolen omfatter både bygninger, infrastruktur og udearealer. Her kan du se hvilke aktiviteter, der vil finde sted på byggepladsen i de kommende år.

SE FORLØB HER

KONTAKT

Hvis du har nogle spørgsmål, så kontakt os på info@redmolen.dk