et nyt byområde er på vej
Et nyt byområde er på vej i Nordhavn – dér hvor himmel og hav smelter sammen. Det er på Redmolen, der tidligere var en del af Københavns Frihavn og tjente industrielle formål i årtier, at et nyt kapitel starter. Dét markerer vi med et nyt navn – Nordø.
Forbundet til resten af Nordhavn via to broer ligger Nordø på sin helt egen, unikke placering med udsyn til det store, blå havnerum. Her udvikler vi et nyt byområde med bæredygtige kontorfaciliteter, energivenlige boliger og et hotel, hvor gæster fra hele verden kan nyde det aktive liv i og omkring havnen.
På spidsen af Nordø opfører vi en cirkulær kontorbygning. Her kan man nyde himmel og hav på første række. Visionen er at skabe et pejlemærke for Københavns Havn, en spektakulær bygning med farver og facader der er i familie med Nordhavns siloer.
Mod Syd opfører vi to boligbyggerier med altaner, tagterrasser og gårdhave. På Nord opfører vi et kontorhus med en begrønnet facade og et hotel med udsigt og gårdhave. De fire byggerier får facader i rødlige nuancer, der skaber sammenhæng til karreerne i Århusgadekvarteret.

promenade og grønne byrum
Langs kajkanterne etablerer vi en promenade, hvor medarbejdere, beboere og besøgende kan gå, cykle eller blot nyde et øjebliks frisk luft og et kig på skibene, der sejler forbi i havnen. Nordø byder på rå naturoplevelser, og vi trækker også naturen ind ved at etablere to grønne byrum. Vi kalder dem Bølgehaven og Stenhaven, og inspirationen er hentet fra Østersøens kyster.
På Nordø smelter udeliv- og indeliv sammen. Tæt på Nordø kan medarbejdere tage en tur i kajakken i frokostpausen eller en badetur efter arbejde. Beboere kan nyde udsigten fra egen altan eller tagterrasse. Besøgende kan tage en kop kaffe i de grønne byrum eller langs promenaden. På en kold vinterdag er vinterhaven yderst på Nordø et lunt alternativ.
nemt at komme til og fra
En hovedgade forbinder Nordø med fastlandet, mens der mellem bygningerne bliver anlagt mindre stræder og langs hele kajkanten en bred promenade.
Det bliver nemt at komme til og fra Nordø – uanset retning. Skal man nord- eller sydpå, er S-toget i gåafstand, og skal man til Københavns centrum eller broerne, er den nye metrolinje tæt på.
Et nyt kapitel
Et helt nyt byområde er på vej i Nordhavn. Redmolen er under forandring og bliver til Nordø.
Et kapitel i Frihavnens historie slutter og et nyt kapitel med byliv, arbejdsliv og friluftsliv tager sin begyndelse.

Kort over nordø
Ofte stillede spørgsmål
Hvem bygger på Nordø?
Det er PFA, der er bygherre på Nordø.
Hvad bliver der bygget på Nordø?
Der bliver bygget kontorer, boliger og hotel – i alt ca. 55.000 m2.
På spidsen af Nordø opfører vi en cirkulær bygning med udsyn i alle retninger mod det store havnerum – et pejlemærke for Københavns Havn. Her bliver kontorhus.
Mod Århusgadekvarteret opfører vi to længdehuse og to københavner-karréer, der stilmæssigt minder om karreerne i Århusgadekvarteret med rødt tegl. Her bliver kontorhus, boliger og hotel.
Hvor høje bliver bygningerne på Nordø?
Det cirkulære kontorhus yderst på Nordø bliver 62 m. højt.
De øvrige bygninger bliver op til 20 m. høje.
Hvor mange boliger kommer der på Nordø?
Vi bygger ca. 115 ejerboliger på Nordø. Der bliver 86 boliger i københavnerkaréen og 29 boliger i længehuset. Boligerne bliver indrettet i forskellige størrelser fra 65 m2 til 220 m2.
Hvornår bliver området færdigt?
Vi forventer, at området vil stå klar til indflytning primo 2023.
Hvor mange kvadratmeter skal der bygges?
Der skal bygges ca. 55.000 m2 i alt. Dertil kommer kælder til parkering og teknik. De er fordelt således:
Kontorhus (cirkulært): 26.000 m2 (byggefelt 1.22)
Kontorhus: 4.500 m2 (byggfelt 1.18)
Hotel: 11.500 m2 (byggefelt 1.20)
Boliger: 10.000 m2 og 3.000 m2 (byggefelt 1.19 og 1.21)
Kælder: 14.500 m2
Kan man køre i bil på Redmolen?
Man kan køre i bil på det meste af Nordø undtagen yderst på Nordø, hvor der er et bilfrit område med promenade.
Der bliver også etableret en vendeplads for enden af Gdanskgade til biler og lastbiler.
Hvornår starter byggeriet?
Byggeriet er planlagt til at starte i maj 2020 med funderingsarbejdet, der forventes at tage 7-8 måneder.
Hvem er arkitekt på Nordø?
Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Cobe og Tredje Natur, der har tegnet den cirkulære bygning og udendørsarealerne yderst på Nordø.
Det er Henning Larsen Arkitekter, der har tegnet de to længehuse samt de to københavner-karréer. Det er Cobe, Sleth og Polyform, der har tegnet udearealerne omkring disse fire byggefelter.
Kommer der et offentligt p-hus på Nordø?
Nej, de 180 p-pladser, vi etablerer, vil som udgangspunkt være forbeholdt medarbejdere og beboere på Nordø.
Bliver der badezone omkring Nordø?
Nej, der bliver ikke badezone omkring Nordø. Man kan bruge den nærliggende badezone Sandkaj.
Bliver der grønne områder på Nordø?
Hele området yderst på Nordø med promenade bliver et bilfrit område, der bliver begrønnet med træer.
Der kommer også to grønne byrum, Stenhaven og Bølgehaven, der er inspireret af naturen ved Østersøens kyster.
Kommer der caféer og restauranter på Nordø?
Det er lidt for tidligt at sige endnu, men vi planlægger at give mulighed for ét eller flere spisesteder på Nordø.